A.F.1.1.1 Fradrag efter rejsereglerne, LL § 9 A, stk. 7 - 11

Det fremgår af bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, at rejseudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, gælder for lønmodtagere, men bestemmelsen kan også anvendes af lønnede bestyrelsesmedlemmer og lignende, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 9, 2. pkt. samt af forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan i stedet for fradrag med de faktiske rejseudgifter foretage fradrag med de standardsatser i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2 og 3, der gælder for lønmodtagere i de pågældende erhverv. Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke foretage fradrag med standardsatsen i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 4 (25 pct.-fradraget), jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 8.

Reglerne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7 - 11, om standardfradrag for udokumenterede rejseudgifter, dvs. udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse, er beskrevet i afsnit A.F.1.1.1.1 Udokumenterede rejseudgifter, mens reglerne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7 - 11, om fradrag for dokumenterede, faktiske udgifter af samme art fremgår af afsnit A.F.1.1.1.2 Dokumenterede rejseudgifter.

Bemærk at LL (ligningsloven) §§ 9 og 9 A er ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, § 1, nr. 29, 35 og 37. Da ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2010, vil de først blive beskrevet i LV 2010-1.

Det er en forudsætning for fradrag for rejseudgifter efter reglerne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7 - 11, hvad enten der er tale om fradrag for udokumenterede eller for dokumenterede udgifter, at der foreligger udgifter, der er afholdt i forbindelse med en erhvervsmæssig rejse. Se SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT præciserer regelsættet i LL (ligningsloven) § 9 A om fradrag for rejseudgifter til kost og logi i relation til de to centrale problemstillinger: hvornår er et arbejdssted midlertidigt? og hvornår medfører afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted, at det ikke er muligt at overnatte på den sædvanlige bopæl? Se om betingelserne for at være på en erhvervsmæssig rejse (rejsebegrebet) og praksis på dette område i afsnit A.B.1.7.1 Skattefri rejsegodtgørelse.

I SKM2001.562.ØLR, fik en lektor ved Københavns Universitet på eget initiativ et ulønnet ophold ved European University Institute i Firenze som "visiting fellow". Hendes ægefælle var blevet ansat i et 4-årigt professorat samme sted. Landsretten anså ikke den pågældende lektor for berettiget til fradrag for rejseudgifter til logi kost m.v., idet udgifterne ikke havde været nødvendige for og ikke havde en direkte forbindelse med hendes arbejde ved Københavns Universitet. Endvidere havde hun ikke dokumenteret, at opholdet i Firenze havde fundet sted under sådanne vilkår, at merudgifter til logi, fortæring mv. var en nødvendig følge heraf.

Se også SKM2001.188.TSS, om udenlandske sæsonarbejderes fradrag for rejseudgifter. Fradraget afhænger af, om de pågældende kan anses for at være på rejse, herunder om de samtidigt har afholdt udgifter til en sædvanlig bopæl i hjemlandet.

I SKM2007.112.LSR bevarede skatteyderen sin sædvanlige bopæl på Bornholm under sin militærtjeneste på Sjælland og efterfølgende midlertidige ansættelser i København frem til medio august i indkomståret. Skatteyderen var derfor berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9A, stk. 2, jf. stk. 1, med standardsatserne i stk. 2, selv om fradraget oversteg lønnen fra de midlertidige ansættelser i perioden.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl" i rejsebegrebet, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 1. Hvis en lønmodtager udlejer sin sædvanlige bolig i Danmark under en udstationering i udlandet, kan lønmodtageren ikke anses for at være på rejse og er derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter under udstationeringen. Se SKM2002.438.TSS.

Personer, som har udgifter til kost og småfornødenheder på erhvervsmæssige rejser, der ikke opfylder betingelserne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 1, f.eks. de såkaldte "éndagsrejser", kan ikke foretage fradrag efter reglerne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7 - 10. Såfremt de pågældende personer heller ikke opfylder betingelserne for fradrag efter andre specielle fradragsbestemmelser i skattelovgivningen, er de henvist til fradrag for deres dokumenterede, erhvervsmæssige merudgifter efter den generelle fradragsbestemmelse i SL (statsskatteloven) § 6, litra a. Se herom i afsnit A.F.1.1.2 Fradrag efter den generelle regel i SL § 6, litra a.

Hverken udokumenterede eller dokumenterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse kan fradrages ved indkomstopgørelsen i det omfang, udgifterne er dækket af en skattefri godtgørelse, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, 4. pkt. For så vidt angår udokumenterede udgifter kan disse heller ikke fradrages i det omfang, de er dækket som udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller frit logi. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.4 Udlæg efter regning (refusion af udgifter).

I relation til selvstændigt erhvervsdrivende skal denne betingelse forstås således, at en selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan vælge at foretage fradrag for rejseudgifter med standardsatserne, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 8, når disse udgifter samtidigt helt eller delvist er fratrukket som dokumenterede driftsudgifter i virksomheden.

For så vidt angår forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10, skal betingelsen om ikke dækkede rejseudgifter forstås således, at der ikke vil kunne foretages fradrag i det omfang, at udgifterne efter reglerne i LL (ligningsloven) § 7 K er dækket af en skattefri del af tilskudsbevillingen, jf. bestemmelsen i LL (ligningsloven) 7, stk. 7.

Om betingelsen vedrørende ikke dækkede rejseudgifter i relation til lønmodtagere, se TfS 1997, 406, om en musiker, som havde haft en række enkeltstående arrangementer i Danmark og Tyskland, og som var blevet aflønnet af arbejdsgiverne på de enkelte spillesteder. LSR fandt, at musikeren var berettiget til fradrag for udgift til fortæring og logi efter reglerne i det dagældende TSS-cirkulære 1992-3 i det omfang, arbejdsgiveren ikke havde sørget herfor. Se også SKM2001.116.VLR om en hovedanpartshaver, som var direktør i sit selskab. Han blev nægtet standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi, da han ikke kunne dokumentere, at det var ham selv og ikke selskabet, der havde afholdt rejseudgifterne. Landsretten statuerede, at der måtte stilles særligt strenge dokumentationskrav i denne situation, hvor lønmodtageren reelt ejede arbejdsgiverselskabet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, se SKM2002.487.HR.

Se endvidere TfS 1998,117, hvor en ansat ved Storebæltsbyggeriet blev anset for berettiget til fradrag for logiudgifter med Ligningsrådets satser ved overnatning i egen campingvogn på arbejdsgivernes plads uden udgifter til pladsleje eller lignende.

Der skal vælges samme fradragsprincip for alle kostudgifter m.v. på den enkelte rejse, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, 3. pkt. sammenholdt med stk. 4.

Alle udgifterne til kost og småfornødenheder på rejsen kan enten fradrages med standardsatserne for kost m.v., jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2, nr. 1 - 3, reduceret med værdien af fri kost, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 3. Turistchauffører skal dog ikke reducere deres standardsatser med værdien af fri kost, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

Eller også kan der i stedet foretages fradrag for alle kostudgifterne med de dokumenterede, faktiske udgifter samt et 25 pct.-fradrag, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, 3. pkt. Turistchauffører og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke foretage 25 pct.-fradrag, jf. henholdsvis LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, 3. pkt. sammenholdt med stk. 4, og LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 8.

De enkelte rejsedøgns logiudgifter kan derimod fradrages enten med standardsatsen for logi eller med de dokumenterede, faktiske udgifter.

Reglerne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7 - 10, om fradrag for rejseudgifter gælder for følgende persongrupper:

• Lønmodtagere, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, sammenholdt med stk. 1.

LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, gælder dog ikke for de lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 11, 1. og 3. pkt., se afsnit A.B.1.7.1 Skattefri rejsegodtgørelse.

De lønmodtagere, som ikke kan få skattefri logigodtgørelse, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2, nr. 4, kan heller ikke foretage fradrag med logisatsen, men de kan fradrage dokumenterede logiudgifter efter LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7. Se om denne persongruppe i afsnit A.F.1.1.1.1.2 Fradrag med standardsats for udgifter til logi.

Værnepligtige og lignende kan ikke foretage fradrag med standardsatserne for udgifter til kost m.v. og logi, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 11, 2. pkt., men de kan fradrage dokumenterede rejseudgifter efter LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7.

Turistchauffører kan tage fradrag for kostudgifter med kostsatserne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, men de kan ikke fradrage småfornødenheder med 25 pct. af kostsatserne, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, 3. pkt.

• Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, som for dette hverv får et vederlag, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 9, 2. pkt. Se om denne persongruppe i afsnit A.B.1.7.1 Skattefri rejsegodtgørelse.

Om de personer i denne persongruppe, som ikke kan foretage fradrag med logisatsen, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2, nr. 4, se afsnit A.F.1.1.1.1.2 Fradrag med standardsats for udgifter til logi.

• Selvstændigt erhvervsdrivende, dog kun for så vidt angår fradrag med standardsatserne i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 2 og 3, for udokumenterede rejseudgifter, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 8. Fradraget kan kun foretages med de satser og på de betingelser, der gælder for lønmodtagere i de pågældende erhverv, jf. afsnit A.F.1.1.1.1 Udokumenterede rejseudgifter.
  
• Forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10, jf. stk. 7. Det er en betingelse, at forskeren på grund af afstanden mellem bopæl og og det sted, hvor den pågældende midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

M.h.t. lønmodtagere bemærkes, at en ledig person i jobtræning, som modtager løn af en arbejdsgiver for det udførte arbejde, typisk vil kunne anses for lønmodtager. Hvis en ledig person i denne situation derfor efter en konkret vurdering af den pågældendes ansættelses- og arbejdsforhold under jobtræningen anses for lønmodtager, vil denne ledige være omfattet af reglerne om fradrag for rejseudgifter i LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, se TfS 2000, 839.

>En ansat i virksomhedspraktik med revalideringsstøtte fra kommunen, blev ikke anset ikke for lønmodtager i relation til revalideringsydelsen og var derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter, se SKM2009.55.BR.<

Se endvidere SKM2001.117.VLR, hvor en direktør og anpartshaver i et selskab ikke fik godkendt fradrag for rejseudgifter, da det ikke ansås for bevist, at han havde modtaget vederlag for sit arbejde i selskabet. En iværksætterydelse, som han havde modtaget fra det offentlige, kunne ikke anses for betaling for arbejde udført i selskabet. Højesteret har stadfæstet landsrettens dom, se SKM2004.22.HR.

Lønmodtagere og lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, som for dette hverv får et vederlag, der er A-indkomst, kan foretage fradrag for deres rejseudgifter i den skattepligtige indkomst. Det samme gælder forskere, der modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan derimod fradrage deres rejseudgifter i den personlige indkomst, jf. PSL (personskatteloven) § 3, stk. 2, nr. 1.

Lønmodtagere kan kun foretage fradrag for rejseudgifter i det omfang, rejseudgifterne sammen med andre udgifter vedrørende det indtægtsgivende arbejde i 2009 overstiger 5.500 kr., jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 1. Det samme gælder forskere, der modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10.

Såfremt der er tale om udgifter i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet gælder endvidere, at lønmodtagere ikke kan foretage fradrag herfor i det omfang, de nævnte udgifter overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes ved den danske indkomstopgørelse, jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 2, 2. pkt. Se nærmere herom i LV Dobbeltbeskatning, afsnit D.B.2. Fradrag for udgifter ved arbejde i udlandet.

Bemærk, at ovennævnte fradragsbegrænsninger i LL (ligningsloven) § 9, stk. 1 og 2, kun gælder for lønmodtagere og ikke for selvstændigt erhvervsdrivende eller lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Dog gælder de nævnte fradragsbegrænsninger i LL (ligningsloven) § 9, stk. 1, også for forskere, der modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 10.

>Bemærk at LL (ligningsloven) § 9, stk. 2 er ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, § 1, nr. 29. Da ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2010, vil de først blive beskrevet i LV 2010-1.<