Til forside
tax.dk - skat og afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-1
<< indholdsfortegnelse >>

G.A.3.3.9.2 De enkelte virksomhedsformers hæftelsesforhold

Indhold

Afsnittet beskriver hæftelsesforholdene i en række virksomhedsformer, der er udtryk for standardtyper. Der kan derfor i praksis forekomme organisationsformer, der falder helt eller delvist udenfor det beskrevne. De faktiske omstændigheder vil derfor skulle vurderes i de enkelte tilfælde, fx på baggrund af en interessentskabskontrakt eller en selskabskontrakt.

Afsnittet indeholder:

  • Enkeltmandsvirksomheder
  • Interessentskab
  • Kommanditselskaber og kommanditaktieselskaber (partnerselskaber)
  • Partrederier
  • Aktie- og anpartsselskaber
  • Iværksætterselskaber 
  • Filialer af udenlandske selskaber
  • Andelsselskaber
  • Foreninger
  • Andre virksomheder med begrænset ansvar
  • Fonde
  • Europæiske økonomiske firmagrupper - EØFG
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Enkeltmandsvirksomheder

En enkeltmandsvirksomhed er en virksomhed, hvor en enkelt fysisk person ejer virksomheden. Virksomheden drives af ejeren alene eller med medhjælp.

Det er ikke lovreguleret, hvordan en virksomhed skal drives, når organisationsformen er en enkeltmandsvirksomhed.

Erhvervsvirksomhedsloven regulerer dog virksomhedens navn og prokuraforhold. Se § 2, stk. 3.

Når en enkeltmandsvirksomhed anmelder sig til registrering hos SKAT, skal registreringsanmeldelsen være underskrevet af virksomhedens ansvarlige indehaver med angivelse af CPR-nr.

Hæftelse

Den person, der driver virksomheden, hæfter umiddelbart overfor virksomhedens kreditorer for hele gælden. Hæftelsen er ubegrænset og direkte. Det betyder, at de private kreditorer og virksomhedens kreditorer er ligestillede og kan søge sig fyldestgjort på lige fod i ejerens aktiver.

Det indebærer, at virksomhedens kreditorer ikke har bedre adgang til fyldestgørelse i virksomhedens aktiver end de private kreditorer i tilfælde af, at virksomhedsejeren går konkurs.

Interessentskab

Et interessentskab er en sammenslutning af to eller flere personer, der har aftalt i fællesskab at drive en erhvervsvirksomhed med et fælles økonomisk mål.

Et interessentskab kendetegnes ved, at

  • alle deltagere typisk deltager i driften
  • der er tale om et snævert økonomisk samarbejde
  • deltagernes viden på konkrete områder er af stor betydning for driften.

Det snævre økonomiske samarbejde kan fx vise sig gennem anskaffelse og brug af fælles driftsmateriel og inventar, leje af fælles lokaler, aftale mellem interessenterne om overskudsdeling efter nærmere fastlagte regler, og endelig i form af aflæggelse af et fælles regnskab for interessentskabet.

I et interessentskab antages det, at der er gensidig fuldmagt. Heraf følger, at hver af deltagerne antages at have fuldmagt til at forpligte selskabet ved retshandler med tredjemand, dvs. også i forbindelse med en udlægsforretning. I denne situation må det antages, at interessenten er udstyret med en vidtgående legitimation.

Afgørelsen af, om interessentskabet vil være bundet af en sådan forpligtelse, følger de almindelige fuldmagtsregler og afhænger af, om modparten vidste eller burde vide, at den pågældende interessent handlede udenfor den bemyndigelse, han havde fået af interessentskabet.

Deltagere i et interessentskab kan være såvel fysiske som juridiske personer.

Kredsen af deltagere er lukket. Det betyder, at yderligere interessenter normalt kun kan få lov til at indtræde i interessentskabet, hvis alle nuværende interessenter er enige om det. Det samme gælder som regel for en interessents ønske om at træde ud af interessentskabet. 

Et interessentskab stiftes ved, at interessenterne indgår en aftale om stiftelsen. Denne interessentskabskontrakt er som altovervejende hovedregel skriftlig. Kontrakten regulerer bl.a. det interne retsforhold mellem interessenterne, herunder ud- og indtræden af interessentskabet, overskudsdeling, tegningsregler, konsekvenserne af misligholdelse og aftale om, hvem der udøver ledelse i interessentskabets navn.

Hvis der ikke er oprettet en interessentskabskontrakt, eller hvis kontrakten ikke regulerer et givent spørgsmål, afgøres spørgsmålet ud fra en udfyldende fortolkning og ud fra praksis for området.

Hvis det ikke er aftalt hvem af deltagerne i interessentskabet, der er leder i virksomheden, vil alle blive anset for ledere.

Hvis kontrakten ikke angiver, hvordan udbyttet/overskuddet skal fordeles, er udgangspunktet, at overskuddet fordeles ligeligt, eventuel efter udligning af forskel i indskud, arbejdsindsats og risiko.

Interessenterne kan aftale, at selskabslovens regler skal finde tilsvarende anvendelse på interessentskabet, bortset fra hæftelsesforholdet. Den personlige hæftelse for interessenterne vil blive fastholdt.

Ved interessentskabets anmeldelse til registrering skal registreringsanmeldelsen være underskrevet af samtlige deltagere, og der skal vedlægges kopi af interessentskabskontrakten.

Alle interessenters identitet (CPR-nr. / CVR-nr.) skal være angivet enten i interessentskabskontrakten eller på registreringsanmeldelsen.

Lovregulering

Der er ingen egentlig særlig lovregulering af interessentskaber. Hovedparten af reglerne udledes derfor af retspraksis.

Erhvervsvirksomhedsloven har dog i § 2 en definition af, hvad der i loven forstås ved et interessentskab. Det er en virksomhed, hvor alle deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk over for virksomhedens forpligtelser.

Herudover gælder erhvervsvirksomhedsloven kapitel 1, 2 og 7 om navn og prokura mv. også for interessentskaber, mens lovens øvrige bestemmelser som udgangspunkt ikke finder anvendelse. Se § 2, stk. 3.

Hvis samtlige ansvarlige deltagere i interessentskabet er kapitalselskaber, dvs. aktie- eller anpartsselskaber eller lignende, omfattes interessentskabet alligevel af erhvervsvirksomhedsloven §§ 10-16. Se samme lovs § 2, stk. 3, sidste pkt.

Interessentskabets hæftelse over for fælleskreditorer

Fælleskreditorerne har fortrinsret til selskabsformuen frem for en interessents særkreditorer. Fælleskreditorer er kreditorer, hvis krav hidrører fra interessentskabets drift.

Interessenterne hæfter efter erhvervsvirksomhedsloven § 2 personligt, ubegrænset og solidarisk for interessentskabets forpligtelser.

Interessenternes hæftelse antages at være modificeret principal, hvorved forstås, at den enkelte interessent først kan afkræves det skyldige beløb, når interessentskabet har været afkrævet beløbet. Interessentskabet hæfter for sin egen gæld og har derfor en principal hæftelse.

Det ligger ikke ganske fast, om der straks efter udløbet af interessentskabets betalingsfrist kan afkræves den enkelte interessent betaling (dvs. som ved selvskyldnerkaution), eller om interessentskabet først skal rykkes for betaling, men det ligger fast, at der ikke først skal gennemføres udtømmende retsforfølgning mod interessentskabet (dvs. som ved simpel kaution).

Hvis interessentskabet har en formue, fx fast ejendom, driftsmateriel eller lignende, kan kreditorerne søge sig fyldestgjort i denne formue. De har dog ikke pligt til at holde sig til interessentskabets formue, men kan i stedet vælge at opkræve det skyldige beløb hos den enkelte interessent og herefter - hvis interessenten ikke betaler - søge sig fyldestgjort i denne interessents personlige formue. Det gælder i hvert fald, når interessentskabet er blevet rykket for det skyldige beløb, og der er gået en rimelig tid, uden beløbet er blevet betalt.

Fælleskreditorerne kan ikke kræve, at interessentskabet har selvstændig formue. Hvis et interessentskab har formue og ønsker at udlodde formuen til interessenterne, kan kreditorerne derfor heller ikke protestere mod det. Hvis det er tilfældet, holder kreditorerne sig til den enkelte deltagers formue.

En nyindtrådt interessent hæfter ikke personligt for gæld, der er opstået før hans indtræden i interessentskabet, men dog med sin andel af interessentskabsformuen. Det gælder dog ikke, hvis interessenten har overtaget gælden i interessentskabet, dvs. også den gæld, der er opstået før hans indtræden. I denne situation har deltageren indvilget i hæftelsen.

En udtrådt interessent kan ikke frasige sig sin hæftelse for selskabets forpligtelser, der er opstået frem til det tidspunkt, hvor kreditor vidste eller burde vide, at interessenten var trådt ud.

En virksomhedskreditor kan søge sig fyldestgjort ved at modregne et tilgodehavende hos interessentskabet i et beløb, som en kreditor skylder den enkelte interessent. Fx kan den enkelte interessents krav på udbetaling af overskydende skat modregnes til dækning af interessentskabets momsrestance.

Hvis blot en af interessenterne er solvent, og kreditor kan inddrive sit krav hos denne som følge af den solidariske hæftelse, kan interessentskabet ikke erklæres konkurs.

Hvis alle interessenterne imidlertid er under konkurs, kan interessentskabets bo behandles i et særskilt konkursbo.

Interessentskabets hæftelse over for den enkelte interessents særkreditorer

Fælleskreditorerne har fortrinsret til selskabsformuen, frem for den enkelte deltagers særkreditorer. Særkreditorer er de kreditorer, hvis krav ikke stammer fra interessentskabets drift, som fx SKATs krav på personlig skat hos en interessent.

Det hænger sammen med, at det er interessentskabet som sådan, der ejer aktiverne i interessentskabet. Det betyder, at interessenternes ejendomsret til fællesskabets aktiver kun er indirekte i forhold til deres andels størrelse. Den enkelte interessent har i denne relation kun krav på en nettoandel af interessentskabets formue, hvilket svarer til det eventuelle overskud, der måtte blive, efter at alle interessentskabets kreditorer og andre interessenters regreskrav er betalt.

Den praktiske juridiske konsekvens af dette er, at en interessents særkreditorer ikke kan foretage udlæg i interessentskabets aktiver.

Hvis en insolvent skyldner indskyder aktiver i et interessentskab for at forsøge at bringe midler i sikkerhed for sine kreditorer, vil dette efter omstændighederne kunne tilsidesættes som ugyldigt eller omstødeligt, hvis de andre interessenter er i ond tro.

En interessents særkreditorer kan, udover at retsforfølge den pågældende interessents private formue, foretage udlæg i interessentens rettigheder i interessentskabet, dvs. hans eventuelle krav på overskud og hans kapitalandele eller nettoandele i interessentskabet.

Ved beregning af kapitalandelene må der ske fradrag for såvel selskabskreditorernes krav, fordi de jo har fortrinsret til fællesformuen, som medinteressenternes krav på, at interessenten bærer sin del af de fællesudgifter, de har måttet afholde.

En særkreditor, som interessentskabet har et krav mod, kan ikke modregne i sin fordring på skyldneren (interessenten) og på den måde få betalt sin gæld til interessentskabet. Det skyldes, at selskabsformuen ikke hæfter for de enkelte interessenters private gæld.

Det betyder fx, at der ikke kan foretages tvungen modregning i interessentskabets negative moms til dækning af en af interessenternes restskat.

Kommanditselskaber og kommanditaktieselskaber (partnerselskaber)

Et kommanditselskab er en virksomhed, hvor en enkelt deltager, komplementaren, hæfter med hele sin formue, mens én eller flere deltagere, kommanditister(ne) kun hæfter med deres indskud for kommanditselskabets forpligtelser. Virksomhedsformen er defineret i erhvervsvirksomhedsloven § 2, stk. 2.

Hvis der er flere komplementarer, vil deres indbyrdes fordeling være reguleret af interessentskabsretlige regler.

Der gælder ingen særlige begrænsninger for hvem, der kan deltage i et kommanditselskab. Såvel komplementaren som kommanditister kan være såvel fysiske som juridiske personer.

Komplementar og kommanditist kan ikke være samme person.

Kommanditselskabsformen anvendes ofte i virksomheder, hvor nogle selskabsdeltagere er mere aktive end andre, således at den aktive deltager er komplementar og de mere passive selskabsdeltagere er kommanditister.

Oftest er komplementaren virksomhedens daglige ledelse.

For kommanditselskaber, der er stiftet efter den 1. juni 1996 skal komplementarer have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser. Se erhvervsvirksomhedsloven § 2, stk. 2, sidste pkt.

Som eksempler på forvaltningsmæssige beføjelser kan nævnes den daglige ledelse, tegningsret eller vetoret over for beslutninger, der er af væsentlig betydning for komplementarernes personlige hæftelse. Komplementaren kan naturligvis også være den eneste daglige leder i selskabet.

Som eksempel på økonomiske beføjelser kan nævnes ret til andel i overskud, tab, formue og likvidationsprovenu eller forrentning af et eventuelt indskud.

Når et dansk kommanditselskab anmelder sig til registrering hos SKAT, skal komplementarernes identitet oplyses, enten med CPR eller CVR-nr.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige komplementarer eller tegningsberettigede og selskabskontrakten skal være vedlagt.

SKAT skal især være opmærksom på de kommanditselskaber, hvor personer, der tidligere har påkaldt sig opmærksomhed, viderefører deres virksomhed i denne selskabskonstruktion, eller hvor et udenlandsk selskab er indsat som komplementar. De udenlandske selskaber kan alene bestå i en postadresse, eller have et ubetydeligt kapitalgrundlag og reelt ikke have aktiviteter i hjemlandet.

Efter selskabslovens § 359 er partnerselskaber pligtige og eneberettigede til at benytte følgende betegnelser:

  • kommanditaktieselskab
  • partnerselskab
  • forkortelsen "P/S".

Lovregulering

Der findes kun lidt lovgivning om kommanditselskaber. Hovedparten af reglerne må derfor udledes af retspraksis mv.

Erhvervsvirksomhedsloven indeholder dog få bestemmelser, der vedrører kommanditselskaber, ligesom der i selskabslovens kapitel 21, der stort set er en videreførelse af aktieselskabsloven § 173, er bestemmelser om krav til vedtægter og stiftelsesdokument.

Reglerne i erhvervsvirksomhedslovens kapitel 3-6, der bl.a. handler om registrering, retsevne, anmeldelse til Erhvervsstyrelsen og offentliggørelse heraf, samt bestemmelserne om årsregnskab, finder ikke anvendelse. Dette fremgår af erhvervsvirksomhedsloven § 2, stk. 3.

Erhvervsvirksomhedsloven gælder, når samtlige ansvarlige deltagere, dvs. komplementarer, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskab eller lignende. Hvis det er tilfældet, skal selskabet registreres efter lovens § 2, stk. 3, sidste punktum. Begrundelsen for dette er, at komplementarerne ikke længere er fysiske personer, men er selskaber med begrænset hæftelse og derfor reelt med begrænset ansvar. Det bringer forholdet udenfor lovens § 2 om den ubegrænsede hæftelse og ind under lovens § 3, der vedrører virksomheder med begrænset ansvar.

De særlige kommanditselskaber skal derfor aflægge årsregnskaber mv. efter bestemmelserne i erhvervsvirksomhedsloven, hvorimod erhvervsvirksomhedsloven § 9, der handler om tab af retsevne, ikke gælder for disse kommanditselskaber.

Kommanditselskabet stiftes ved en aftale mellem deltagerne. Retsforholdet mellem kommanditister og komplementarer reguleres gennem denne selskabskontrakt.

Hæftelse

Erhvervsvirksomhedsloven § 2, stk. 2 beskriver, hvad der forstås ved et kommanditselskab, og hvorledes de to typer af deltagere, komplementaren og kommanditisterne hæfter.

Komplementaren hæfter personlig, solidarisk, principalt og direkte for kommanditselskabets gæld.

Kommanditisterne hæfter begrænset, solidarisk, subsidiært og indirekte for selskabets gæld. Den begrænsede hæftelse er begrænset til kommanditistens indskud.

Som følge af den subsidiære og indirekte hæftelse kan kommanditisterne først mødes med krav om betaling for selskabets gæld, når kravet forgæves er søgt inddrevet hos kommanditselskabet. Kravet kan herefter kun rettes mod selskabet eller selskabets konkursbo, der så går videre med kravet til den enkelte kommanditist, der herefter hæfter med sit indskud.

Den formue, der er samlet i kommanditselskabet, er forbeholdt selskabskreditorerne. Det betyder, at hverken komplementarens eller kommanditisternes private kreditorer kan gå efter aktiver, der befinder sig i selskabet.

Kommanditselskabet har en selvstændig formuemasse og vil derfor kunne tages under konkursbehandling. Dette er dog under forudsætning af, at samtlige personligt hæftende selskabsdeltagere (komplementarer) samtidig tages under konkursbehandling. 

Partrederier

Et partrederi er et interessentskab af en særlig art, hvor deltagerne er gået sammen om at drive rederivirksomhed med et enkelt skib. Der skal være mindst to deltagere i et partrederi, og partrederiet  må ikke eje flere skibe.

Partrederne kan både være fysiske og juridiske personer.

I praksis anvendes partrederier inden for småskibsfarten, typisk fiskekuttere og mindre skibsfart. De enkelte partredere har selvstændigt skøde på den anpart, de ejer i skibet.

Lovregulering

Partrederier er lovgivningsmæssigt reguleret i Søloven kapitel 5. De fleste af disse bestemmelser kan dog fraviges ved aftale.

Bestemmelserne i

  • søloven §§ 103-105 om partredernes pligt til at vælge en bestyrende reder for et skib, der ejes af et partrederi, og den bestyrende reders beføjelser og pligter, samt
  • søloven § 115, stk. 2 om partredernes hæftelse for selskabets gæld

kan ikke fraviges ved aftale.

Partrederier registreres i Skibsregisteret, der svarer til tingbogen for fast ejendom. Skibsregisteret administreres af Søfartsstyrelsen.

Hæftelse

Partrederne hæfter personligt og direkte for rederiets forpligtelse. Hæftelsen er pro rata, dvs. i forhold til deres respektive andel i skibet. Se søloven § 102.

Når en partreders skibsanpart overgår til en anden, frigøres den tidligere partreder overfor tredjemand for de forpligtelser, som partrederiet påtager sig fra dette tidspunkt under forudsætning af, at overdragelsen er anmeldt til Skibsregisteret. Er overdragelsen ikke anmeldt til skibsregisteret, hæfter den tidligere partreder også ud over dette tidsrum over for den tredjemand, der har indgået aftale med rederiet uden at kende eller burde kende overgangen. Se søloven § 115, stk. 2.

Andre partselskaber

Partselskaber er en ikke-lovreguleret pendant til partrederier, men anvendes udenfor sølovens område.

Disse virksomheder stiftes med baggrund i kontraktfriheden i dansk selskabsret med samme hæftelse som et partrederi.

Der er ingen hindringer i lovgivningen mod at stifte en virksomhed, hvor selskabsdeltagerne hæfter personligt og pro rata for selskabets forpligtelser på samme måde, som gælder for partrederier, selv om virksomheden ikke beskæftiger sig med skibsdrift.

Selskabet vil så ikke falde ind under sølovens bestemmelser, men bliver omfattet af erhvervsvirksomhedsloven § 3, fordi ingen af deltagerne hæfter solidarisk.

Disse selskaber skal derfor anmeldes til registrering i Erhvervsstyrelsen.

Indtil partnerselskabet er blevet registreret, hæfter selskabsdeltagerne personligt og solidarisk for de forpligtelser, de indgår på selskabets vegne. Når selskabet er blevet registreret, overtager selskabet disse forpligtelser. Se erhvervsvirksomhedsloven § 9, stk. 2

Aktie- og anpartsselskaber

Et aktieselskab eller et anpartsselskab er et erhvervsdrivende selskab, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser.

Aktionærerne/anpartshaverne hæfter dog solidarisk med deres indskud. Denne hæftelse er begrænset til den kapital, som deltageren har indbetalt eller har forpligtet sig til at indbetale til selskabet.

Betegnelsen aktieselskaber og anpartsselskaber er beskyttet og forbeholdt disse selskabsformer, hvor der til gengæld så stilles krav om, at betegnelsen skal fremgå.

Lovregulering

Der findes en detaljeret lovgivning om aktie- og anpartsselskaber i selskabsloven. Regelsættet er på mange områder identisk for disse selskabstyper.

Et aktieselskab skal have en aktiekapital på mindst 500.000 kr., og et anpartsselskab skal have en anpartskapital på mindst >50.000< kr. Se selskabslovens § 4, stk. 2.

Både aktie- og anpartsselskaber skal registreres i Erhvervsstyrelsen. Se selskabslovens § 9.

Begge selskabstyper kan oprettes af en eller flere stiftere. Det fremgår af selskabslovens § 24, at stifterne ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Hvis stifteren er en fysisk person, må denne hverken være umyndig eller under værgemål eller under samværgemål efter værgemålsloven § 7.

Kapitalselskabet skal anmeldes til registrering senest 2 uger efter underskrivelse af stiftelsesdokumentet. Hvis denne frist overskrides, kan selskabet ikke registreres. Se selskabslovens § 40.

Selskaber, der endnu ikke er registreret, skal tilføje navnet "under stiftelse". Se selskabslovens § 41.

Hvis selskabet har opnået registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, mens det var under stiftelse, beholder det registrerede selskab det tildelte CVR-nr., men sletter navnetilføjelsen "under stiftelse".

Et selskab opnår først retsevne og egentlig retssubjektivitet, når det er blevet registreret.

Det betyder, at selskabet først fra dette tidspunkt kan påtage sig forpligtelser og få rettigheder.

Hæftelse

Hvis selskabet indgår forpligtelser før, det er blevet registreret, hæfter de, der på selskabets vegne har påtaget sig forpligtelsen eller har medansvar, for at forpligtelsen er indgået. Hæftelsen er personlig og solidarisk. Se selskabslovens § 41, stk. 3.

Ved registreringen overtager selskabet de forpligtelser, der følger at stiftelsesoverenskomsten samt de forpligtelser, der er indgået i tiden efter stiftelsen. Det betyder, at de personer, der i tiden før registreringen, hæftede personligt og solidarisk, automatisk frigøres for denne hæftelse ved registreringen. Se selskabslovens § 41, stk. 3.

Udlæg, der er foretaget hos stifteren for selskabets gæld under stiftelse, kan dog opretholdes også efter, at selskabet er blevet registreret i Erhvervsstyrelsen. Se UfR 1979.942

I tilfælde af fusion overtager det fortsættende selskab de forpligtelser, der påhvilede det ophørende selskab. Se selskabslovens § 250.

I tilfælde af spaltning, hæfter hvert af de øvrige selskaber, der har deltaget i spaltningen overfor den kreditor, der ikke bliver fyldestgjort. Hæftelsen er solidarisk og gælder for de forpligtelser, der bestod på det tidspunkt, hvor spaltningsplanen blev offentliggjort, dog højst med et beløb, der svarer til den tilførte eller resterende nettoværdi i det enkelte selskab på dette tidspunkt. Se selskabslovens § 254.

Iværksætterselskaber

 Et iværksætterselskab (IVS) er en særlig selskabstype, der skal gøre det lettere at etablere virksomheder i selskabsform i Danmark. Fordelen ved denne selskabstype er, at det ikke kræver en større selskabskapital at starte et sådant selskab. Iværksætterselskaber kan således stiftes med en selskabskapital på mellem 1 kr. og 49.999 kr. Efterhånden som virksomheden bliver rentabel, og der sker opsparing i selskabet, vil det kunne omregistreres til et selskab i anpartsselskabsform, hvor minimumskapitalen er 50.000 kr.

Fordelen ved iværksætterselskaber er herved, at man som iværksætter kan starte en virksomhed op i selskabsform, uden at det kræver indskud af et større kapitalbeløb, at man løbende kan spare op af overskuddet i selskabet, og at man kun hæfter begrænset for selskabets økonomiske forpligtelser.

Lovregulering

 Selskabslovens regler om anpartsselskaber finder anvendelse på iværksætterselskaber, medmindre andet er fastsat i loven. Se selskabsloven § 357 a, stk. 1. Selskabsloven opstiller bl.a. regler for, hvordan beslutninger træffes i selskabet, afholdelse af generalforsamling mv.

Iværksætterselskaber skal endvidere udarbejde årsrapport efter årsregnskabsloven, som skal indsendes til Erhvervsstyrelsen. Årsrapporten bliver offentliggjort.  

Selskabskapitalen kan alene indskydes i kontanter. Se selskabsloven § 357 a, stk. 2.

Kun iværksætterselskaber kan og skal i deres navn benytte

  • betegnelsen "iværksætterselskab" eller
  • forkortelsen "IVS".

Se selskabsloven § 357 a, stk. 3.

Hæftelse

Hæftelsen i iværksætterselskaber er begrænset til selskabskapitalen, da ejeren og selskabet er juridisk adskilte enheder. Ejeren hæfter altså ikke med hele sin personlige formue for selskabets økonomiske forpligtelser. Selskabets ledelse kan dog efter omstændighederne blive gjort ansvarlig, hvis selskabets kapitalgrundlag er uforsvarligt set i forhold til selskabets økonomiske forpligtelser.

Filialer af udenlandske selskaber

Udenlandske aktieselskaber, partnerselskaber og anpartsselskaber samt selskaber med en tilsvarende selskabsform, kan drive virksomhed her i landet gennem en filial, hvis selskabet er hjemmehørende i et EU-land eller et EØS land. Det samme gælder, hvis det er hjemlet i en international aftale, eller når Erhvervsstyrelsen skønner, at danske selskaber har samme mulighed i det pågældende land, eller i øvrigt giver tilladelse til det. Se selskabslovens § 345.

Det forudsættes, at selskabet skal være lovligt i forhold til hjemlandet.

Filialen skal følge hovedselskabets selskabsform. Fx vil selskaber med den tyske betegnelse GmbH, der svarer til et dansk anpartsselskab ikke kunne anmelde filialer som aktieselskaber, men kun som anpartsselskab.

Filialen skal have et selvstændigt formål og kan drive enhver form for virksomhed, der falder ind under hovedselskabets formål under forudsætning af, at den pågældende virksomhed efter dansk ret kan drives under selskabsformen.

Udenlandske selskaber, der ikke kan sidestilles med aktie- eller anpartsselskaber, fx interessentskaber, kan også oprette filialer i Danmark.

Disse filialer vil være omfattet af erhvervsvirksomhedsloven og skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen, før de begynder at drive virksomhed. Se selskabsloven § 349.

Sammen med anmeldelsen skal selskabet indsende en autoriseret oversættelse af følgende dokumenter:

  • Officielt bevis for, at det udenlandske selskab (hovedselskabet) er lovligt i hjemlandet
  • Det udenlandske selskabs stiftelsesoverenskomst og vedtægter
  • Dokumentation for, hvem der er tegningsberettiget i hovedselskabet
  • Ubegrænset fuldmagt for filialbestyreren
  • Eventuel gensidighedserklæring.

Gensidighedserklæringer har kun betydning, hvis hovedselskabet drives i et land udenfor EU, USA eller lande omfattet af EØS-aftalen.

En gensidighedserklæring er en erklæring fra hjemlandets myndigheder, der tilkendegiver, at et dansk selskab med det samme formål frit kan stifte en filial og drive virksomhed i det pågældende land.

Filialer skal i navnet angive at være filial, og med tydelig angivelse af det udenlandske selskabs nationalitet. Se selskabslovens § 347.

Hæftelse 

Det udenlandske selskab hæfter efter dansk rets fuldmagtsregler for de forpligtelser, filialbestyreren indgår. Det betyder, at det udenlandske selskab hæfter for betaling af skatter og afgifter i Danmark vedrørende sin filial.

Der er ikke for disse selskaber lovgivet for, hvordan hæftelsen er, hvis selskabet forpligter sig før, det er registreret og ikke opnår registrering efterfølgende.

Det må antages, at denne hæftelse påhviler hovedselskabet ud fra fuldmagtsreglerne, men afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering af

  • hvem der har foretaget dispositionen
  • om dispositionen er virksomhedsrelateret og derfor er foretaget på hovedselskabets vegne.

Andelsselskaber

Et andelsselskab (andelsforening) er en virksomhed, der drives enten som interessentskab, kommanditselskab, eller en virksomhed med begrænset hæftelse, dvs. i en ikke-lovreguleret selskabsform.

Virksomhedens formål skal være at fremme deltagernes fælles interesse i form af samhandel.

Desuden skal virksomhedens overskud fordeles mellem medlemmerne i forhold til deres andel af omsætningen eller blive stående i virksomheden, når der ses bort fra almindelig forrentning af den indskudte kapital.

Denne selskabsform findes primært indenfor landbrugssektoren i form af slagterier, mejerier, korn- og foderstof.

For at kunne kaldes en andelsforening, skal følgende kriterier være opfyldt:

  • Det skal være enten et interessentskab, et kommanditselskab eller en virksomhed med begrænset hæftelse
  • Det skal have omsætning med medlemmerne og på denne måde have et kooperativt sigte
  • Medlemmerne må hverken ved selskabets løbende udbetalinger eller ved dets opløsning få nogen kapitalandel eller noget kapitaludbytte men kun en ganske lav forrentning af deres egentlige kapitalindestående, som fx stammer fra omsætning med foreningen eller fra deres oprindelige indskud.

Lovregulering

Der findes ikke nogen generel lovgivning for andelsselskaber. Erhvervsvirksomhedsloven indeholder nogle bestemmelser, der omfatter andelsselskaber.

Andelsselskaber med begrænset hæftelse, dvs. hvor ingen af deltagerne hæfter ubegrænset eller solidarisk for selskabets forpligtelser, er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven § 3, og skal derfor anmeldes overfor og registreres i Erhvervsstyrelsen. De omfattes af selskabslovens regler om retsevne, regnskabspligt og opløsning mv.

For andelsselskaber, hvor mindst en af deltagerne hæfter enten personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtelser, gælder kun bestemmelserne i erhvervsvirksomhedsloven kapitel 1,2 og 7 om navn, prokura mv. Disse andelsselskaber er nemlig omfattet af lovens definition af enten et interessentskab eller et kommanditselskab. Se selskabslovens § 2.

Hæftelse

Der kan i andelsselskaber findes forskellige hæftelsesformer, men oftest anvendes andelsselskab med begrænset ansvar, A.M.B.A. Hvis det er tilfældet, skal dette fremgå af selskabets navn. Se erhvervsvirksomhedsloven § 6, stk. 6.

Et andelsselskab med begrænset hæftelse kan tages under konkursbehandling, hvis det er insolvent og vil så blive behandlet og opløst efter konkurslovens regler.

Selskabet kan også tvangsopløses efter selskabslovens § 21. Det er bestemmelser, der stort set svarer til selskabslovens bestemmelser om tvangsopløsning. Dette fremgår også af henvisningen i bestemmelsen til SEL §§ 226-229, der finder anvendelse med de fornødne afvigelser under hensyn til virksomhedens særlige karakter.

Hvis selskabet skal ophøre af andre årsager end konkurs eller tvangsopløsning, fx uenighed mellem medlemmerne, vil selskabet kunne opløses ved skiftebehandling efter skifteloven § 82.

Foreninger

En forening er en sammenslutning med en vekslende medlemskreds med henblik på at opnå et fælles formål.

Begrebet dækker over en lang række forskelligartede former for sammenslutninger. Det er derfor vanskeligt at foretage en præcis beskrivelse af foreningsbegrebet.

Ved vurderingen af, om der er tale om en forening i juridisk forstand, kan der lægges vægt på om

  • "foreningens" personkreds er lille og lukket
  • der mangler en bestemmelse om generalforsamling i vedtægterne
  • "foreningens" medlemmer er opdelt i A og B medlemmer, hvor B medlemmerne ikke har stemmeret og derfor er uden indflydelse
  • formanden har hele beslutningskompetencen og evt. kun er på valg efter eget ønske
  • medlemmerne har krav på en andel af den "ideelle" forenings formue ved opløsning.

Disse bestemmelser taler imod, at der foreligger en forening.

Normalt skelnes der mellem økonomiske foreninger og ideelle foreninger. Økonomiske foreninger har et erhvervsmæssigt formål, mens de ideelle foreninger har andre formål, fx sportsforeninger.

Lovregulering

Retten til at stifte foreninger er beskyttet af grundloven § 78.

Der er ingen generel lovgivning om foreninger, men foreninger kan optages i foreningsregistret under Erhvervsstyrelsen. I registret kan optages oplysninger om foreningens bestyrelse, direktion, tegningsrettigheder og prokura mv.

Visse foreninger er dog omfattet af særlove, fx kreditforeninger, investeringsforeninger, andelsboligforeninger og andre bofællesskaber, ejerforeningen mv.

Erhvervsdrivende foreninger med begrænset ansvar, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse gennem erhvervsdriften, er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven.

Herudover har lov om fonde og visse foreninger indført pligt til at registrere faglige foreninger.

Endelig gælder en række uskrevne foreningsretlige grundsætninger, som i vidt omfang udspringer af aftaleretlige og selskabsretlige principper.

Når man anvender foreningsrettens grundsætninger, skal det ske med en vis forsigtighed, fordi foreningsretten omfatter meget forskelligartede former, lige fra hobbyforeninger til arbejdsmarkedssammenslutninger.

Det følger af dansk selskabsrets kontraktfrihed, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte foreninger med begrænset ansvar. Denne kontaktfrihed er dog ikke uden grænser.

Se også

Se også G.A.3.5.3.1 om de ikke-lovregulerede virksomhedsformer.

Ideelle foreninger

Da området ikke er lovreguleret, er der med støtte i retspraksis og almindelige retsgrundsætninger opstillet visse foreningsretlige regler

For at en virksomhed kan være en forening, må det forudsættes, at

  • der foreligger et bestemt formål
  • at medlemskredsen er vekslende
  • at der holdes generalforsamling
  • at medlemmerne ikke har krav på nogen andel af foreningens formue, når de melder sig ud af foreningen, eller når foreningen opløses.

De ideelle foreninger adskiller sig fra de økonomiske foreninger ved, at de har til formål at varetage medlemmernes ikke-økonomiske interesser. Det betyder, at der i denne gruppe er en række foreninger med meget forskelligartede formål.

De ideelle foreninger er ikke omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, fordi formålet ikke er at drive erhverv. Der stilles derfor heller ikke krav om, at foreningerne skal registreres, men foreningerne kan vælge at lade sig registrere i foreningsregisteret, der administreres af Erhvervsstyrelsen.

Det er ikke udelukket, at den ideelle forening kan drive virksomhed, men hvis det er tilfældet, vil indtægterne ikke gå til deltagerne, men til foreningsformålet.

Økonomiske foreninger

Foreninger, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse ved at drive erhvervsvirksomhed, kaldes økonomiske foreninger.

De økonomiske foreninger er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, hvis medlemmerne hæfter begrænset for foreningens gæld, hvilket er det typiske.

Disse foreninger skal derfor registreres i Erhvervsstyrelsen for at få retsevne, ligesom de er underlagt lovens bestemmelser om regnskabspligt, opløsning mv.

Det skal fremgå af foreningens navn, at den hæfter begrænset. Se erhvervsvirksomhedsloven § 6, stk. 6.

Hæftelse

Medlemmernes hæftelse fremgår af foreningens vedtægter. Det normale er, at deltagerne ikke hæfter personligt for foreningens gæld, men med en hæftelse, der er begrænset til det beløb, der er betalt i kontingent eller indskud. Der er dog eksempler på, at hæftelsen er udvidet i vedtægterne.

Andre virksomheder med begrænset ansvar

Disse virksomheder er den restgruppe af erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar, som hverken er omfattet af øvrige selskabslove eller af de organisationsformer, der er defineret i erhvervsvirksomhedsloven.

Lovregulering

Der findes ikke nogen generel lovgivning for disse virksomheder. Der er efter dansk selskabsret kontraktfrihed, hvilket betyder, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte selskaber med begrænset ansvar.

Hvorledes den begrænsede hæftelse nærmere er, dvs. om den er solidarisk, subsidiær eller direkte, vil bero på selskabsaftalen eller på vedtægterne.

Det forudsættes, at selskabet som sådan hæfter over for selskabets kreditorer.

Et selskab med begrænset hæftelse i denne restgruppe er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven § 3, og skal derfor anmeldes overfor og registreres i Erhvervsstyrelsen. De omfattes af erhvervsvirksomhedslovens regler om retsevne, regnskabspligt og opløsning mv.  

Selskabet vil derfor kunne erklæres konkurs, hvis det er insolvent.

Selskabet kan også ophøre, hvis det er solvent, hvis betingelserne for at opløse selskabet efter vedtægterne er opfyldt. Er der ikke i vedtægterne taget stilling til opløsning, eller findes der ikke vedtægter, kan selskabet alligevel opløses, hvis selskabsdeltagerne og ledelsen ønsker det.

I mangel af sådanne bestemmelser og enighed, kan selskabet i sidste ende opløses ved en egentlig skiftebehandling efter skifteloven § 82.

Fonde

En fond er en selvejende institution, dvs. der er ingen udenforstående ejer af fonden.

Lovgivningsmæssigt er fonde ikke defineret, men grundbetingelserne for, at der er tale om en gyldigt stiftet fond, er:

  • Fonden skal have et formål
  • Den skal have tilstrækkelige aktiver til at kunne varetage sit formål
  • Aktiverne skal være definitivt udskilt fra stifterens formue, dvs. fondens midler må aldrig kunne tilbageføres til stifteren eller en af dennes nærtstående
  • Fonden skal have en ledelse, der er uafhængig af stifteren

Kravet til ledelsens uafhængighed vil sædvanligvis være opfyldt, hvis blot et medlem af bestyrelsen er uafhængig, fx hvis en advokat er medlem af bestyrelsen.

Der sondres mellem to forskellige typer af fonde:

  1. Almindelige fonde
  2. Økonomiske fonde

Ad. a Almindelige fonde

Ved en almindelig fond forstås, at virksomheden ikke er erhvervsdrivende.

Lovregulering

Almindelige fondes forhold er reguleret af lov om fonde og visse foreninger, kaldet fondsloven.

Fondslovens anvendelsesområde er dog begrænset og gælder ikke for almindelige fonde, hvis aktiver er mindre end 250.000 kr. Se fondsloven § 1, stk. 4.

Fondsloven gælder heller ikke for almindelige fonde, der er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

En almindelig fond benytter ordet "fond" i sit navn. Se fondsloven § 3

En almindelig fond, skal have vedtægter med et nærmere angivet indhold, om bl.a. formål, anvendelse af overskud mv. Se fondsloven § 6, stk. 1. Fondens vedtægter kaldes fundats.

En almindelig fond skal ledes af en bestyrelse, som skal bestå af

  • mindst 3 medlemmer, eller
  • en juridisk person eller
  • en kollektiv enhed.

Fondsmyndigheden, der efter fondsloven § 36 er justitsministeren, kan dog give tilladelse til, at dette fraviges. Se fondsloven § 11, stk. 1.

En fond kan ikke gyldigt beslutte i vedtægterne, at dens øverste myndighed fx skal være generalforsamling.  

Fondens vedtægter og en fortegnelse over fondens bestyrelse skal indsendes til fondsmyndigheden og til SKAT senest 3 måneder efter, at fonden er blevet oprettet. Se fondsloven § 6, stk. 2 og § 11.

Den almindelige fond bliver en juridisk person, når fondslovens kapital og ledelsesbetingelser er opfyldt.

Hæftelse

Da fonden er selvejende, er der ingen ejere, og fonden hæfter med hele sin formue for alle forpligtelser.

Ad. b Erhvervsdrivende fonde

Efter erhvervsfondsloven er en fond erhvervsdrivende, når

  • den selv sælger varer eller tjenesteydelser mv. eller udlejer fast ejendom
  • den har en bestemmende indflydelse i et selskab som følge af ejerskab. Dette gælder også, hvis fondens bestemmende indflydelse udspringer af en aftale eller i medfør af vedtægter, og fonden har betydelig andel i virksomhedens driftsresultat.

Se erhvervsfondsloven § 1, stk. 2.

Fonden anses dog ikke for erhvervsdrivende, hvis virksomheden er af begrænset omfang eller kun omfatter en uvæsentlig del af fondens samlede formue. Se erhvervsfondsloven § 1, stk. 3.

En erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr., som skal være fuldt indbetalt, før fonden kan registreres. Se erhvervsfondsloven § 9, stk. 1

Den erhvervsdrivende fond skal registreres i Erhvervsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde. Se erhvervsfondsloven § 5. Fonden kan først opnå rettigheder og påtage sig forpligtelser, når den er registreret. Se erhvervsfondsloven § 6, stk. 1.

Der stilles i erhvervsfondsloven § 4 krav til fondens navn, bl.a. at betegnelsen "fond" skal benyttes. Navnet skal klart adskille fonden fra andre typer af fonde.

En erhvervsdrivende fond, skal have vedtægter med et nærmere angivet indhold, om bl.a. formål, anvendelse af overskud mv. Se erhvervsfondsloven § 7, stk. 1.

En erhvervsdrivende fond ledes af en bestyrelse, som skal bestå af mindst 3 medlemmer. Se erhvervsfondsloven § 12.

Selskabslovens bestemmelser om medarbejderrepræsentation i bestyrelsen gælder også for erhvervsdrivende fonde. Se erhvervsfondsloven § 22.

Bestyrelsen kan ansætte en eller flere direktører, men flertallet af bestyrelsens medlemmer må ikke være ansat som direktører i fonden.

En direktør må ikke uden samtykke fra fondsmyndigheden vælges til formand. Se erhvervsfondsloven § 12.

Hæftelse

For de forpligtelser, der bliver indgået på fondens vegne, før fonden er blevet registreret, hæfter de, der har indgået forpligtelsen eller har medansvar for det, solidarisk. Når fonden bliver registreret overtager den hæftelsen. Se erhvervsfondsloven § 6, stk. 2.

Fonden har selvstændig formue og kan erklæres konkurs.

Europæiske økonomiske firmagrupper - EØFG

En europæisk firmagruppe er en sammenslutning af mindst to retlige enheder eller personer, der har deres hovedkontor/hovedaktivitet i forskellige medlemsstater.

En europæisk firmagruppe er derimod ikke et selskab i den forstand, at man søger at opnå et overskud, som kan blive i selskabet, eller som kan fordeles til selskabsdeltagerne.

Firmagruppen er et juridisk instrument til samarbejde mellem personer eller selskaber på tværs af landegrænser.

Firmagruppen er en selvstændig juridisk person, der skal anmeldes og registreres overfor Erhvervsstyrelsen.

Lovregulering

Firmagruppens eksistens og retlige status er bestemt ved Rådets forordning (EØF) nr. 2/37/85, jf. bekendtgørelse af lov om administration af det Europæiske Økonomiske Fællesskabers forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper, LBK nr. 281 af 17. april 1997.

Hæftelse

Firmagruppens medlemmer hæfter ubegrænset og solidarisk for gruppens gældsforpligtelser. Der skydes ikke kapital ind i firmagruppen.

Deltagernes hæftelse er indirekte, dvs. at firmagruppens kreditorer først skal gøre deres krav gældende mod firmagruppen, før den kan gøres gældende overfor den enkelte deltager.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

UfR 1979.942Ø

Landsretten fastslog, at udpantning hos en stifter for selskabets gæld forud for registrering ikke bortfaldt ved selskabets registrering. Det blev desuden fastslået, at SKAT som retsforfølgende kreditor selv kunne afgøre, hvordan inkasserede beløb skal afskrives.

Kilde: Skat
 

,, Der er slået skår i tilliden til SKAT

Skatteminister Karsten Lauritzen på SKM.DK 30. maj 2016

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.